Kolding Bibliotek

Biblioteket. Bib. Prøv at smage på ordet. Hvis du lukker øjnene, hvad ser du så for dig? Bøger? Helt sikkert bøger. Hylder? Metervis af hylder — med bøger. En sød og rar bibliotekar? Ja tak. Faciliteter til fordybelse? Ja, masser af komfort. PC-adgang? Selvfølgelig. Film og musik? Nå ja, det har de også. Biblioteket kan så meget. Biblioteket vil så meget. Jeg har set toppen af isbjerget, og det er blot som en isterning i det (før konsekvenserne på klimaet af den industrielle revolution) arktiske hav. (Sorry, var det for meget?)

Kolding. Ja, jeg er bosiddende i Kolding. Jeg er ikke en ægte Koldinger, blot en gemen Koldingenser. En tilflytter. Så jeg er ved at lære byen at kende. Efterhånden kender jeg turen fra togstationen til min bopæl i Seest og tilbage ganske godt. Og de fleste af stierne i området er efterhånden trasket tynde—dét kom lige pludseligt i slutningen af februar måned. Vonsild, stierne bag togbanen ved Bakkeskolen, Plovfuen, "Firkanten", og området bag boldbanerne i Seest har jeg også set på nært hold på flere løbeture. Så Kolding vokser på mig; men indtil videre har den helt store åbenbaring uden tvivl været (du har gættet det, jeg véd det bare): BIBLIOTEKET I KOLDING.

Det er kommet snigende. Min samlever har vel nok været den primære nudger her. Hun har altid (som i: hvert fald siden hun flyttede hjemmefra og begyndte at studere) været en ganske flittig låner og bruger af den fantastiske kulturinstitution som vi skal være hamrende stolte af at kunne benytte gratis. (Ups, jeg håber ikke min holdning skinner for tydeligt igennem (/ironi, jo, det håber jeg den gør).) I kraft af min rutinemæssige transport til og fra byen, og det faktum at Kolding Bibliotek ligger et godt nok imponerende spytkast, men blot rimeligt stenkast, fra togstationen har det kun været naturligt at jeg har ageret transport af bøger mellem min samlever og biblioteket.

I starten var det bare hurtig ind, hurtig ud. Hjem og scrolle videre på Facebook (åh gud, hvor jeg har det svært med at indrømme at jeg er en smule afhængig af det. Det skal stoppe. Men et skridt ad gangen). Men en dag, sikken dag det blev, var nysgerrigheden for stor. Udforskelysten enorm. De trykte og indbundne sider alt for fristende. Op af trappen — en flot snoet trappe med lækre trin i træ. Hold da op. Bøger, bøger, bøger. Traskende afsted, med hovedet snurrende og roterende på halsen som en forvirret kompasnål. En time senere finder jeg mig selv på gulvet ved foden af en bogreol om træ, med en stor tyk bog i hånden, og en stak på 5-6 bøger jeg bare måtte have med hjem den dag. Det var heldigvis lige præcis den mængde der var plads til i min taske.

En dag da jeg tradsker forbi biblioteket med min ganske flotte cykel trillende ved min side, fanges mit skarpe blik (her er også tale om ironi, kære læser, da jeg bærer briller for at kunne stille skarpt) af adskillige skurvogne i bibliotekets nærhed. Der var tale om et ganske fint koncept, jeg har deltaget i ad flere gange (også i Odense). Bogudsalg. Dét er bare spændende. Over en 4-5 dage sælges ud af bøger jeg formoder de ikke længere ønsker at have på biblioteket (der skal vel ryddes lidt op en gang i mellem?). Første dag: 10kr. pr. styk. Næste dag? 8kr. Du har gættet den næste også; 6kr. 4kr. 2kr. Jeg har på den vis fundet adkillige fine bøger til 6kr. stykket. Bl.a. Claus Meyers Almanak, og mange andre bøger til samlingen. Én står dog ud, men hvilken det drejer sig om, og hvorfor, bliver jeg simpelthen nødt til at prioritere i en ny paragraf.

Kan du huske Drageløberen? Hvis ikke, så kig her: Drageløberen; jeg har nemlig læst den og anmeldt den tidligere. Det viser sig så, at en af mine mange læsere, i dette tilfælde en ny læser her på bloggen, lader mig vide i et af mine mange læserbreve at jeg da, nu jeg har læst Drageløberen, skulle give mig i kast med en anden bog af samme forfatter. Meget betænksomt af vedkommende, stor tak til L. Skæbnen vil da, at selvsamme bog har forputtet sig mellem andre spændende titler på bogudsalget. Det gav et lille gib i maven, må jeg nok indrømme. Jeg fattede bogen i mine gennemsnitlige hænder, og betalte for den til det ophængte skilt på døren: MobilePay. Super nemt.

Indtil nu har jeg primært været omkring bibliotekets udvalg af lækre bøger. En dag, da vi ønskede at underholdes af levende billeder i hjemmet, fandt vi at hvad Netflix ikke havde i deres (danske?) sortiment, havde naturligvis Kolding Bibliotek. En film på Kolding Bibliotek er at finde i kælderen. Ned ad trappen denne gang, rundt om hjørnet, og ... Hold da op. Det skal opleves, og jeg har ikke været der siden, så jeg må berette udelukkende fra førstegangsoplevelsen. Men sikken et sted. Perfekt bevis på, at Kolding Bibliotek virkelig har gjort noget for at skabe stemning. Lidt som at træde ind i et mørkekammer, men på den fede måde. Dæmpet belysning, spændende udstillinger, små komfortgrupperinger, og hvad der lignede en lille biograf. Holy moly.

Som sagt, startede mine oplevelser på biblioteket som skabslåner. Lånte på bestilling af min samleverske, og enkelte gange fik jeg smuglet mine egne interesser med i lånet. Det holdt selvfølgelig ikke i længden. En dag tog jeg den store, omvæltende beslutning at blive låner i mit eget personnummer. Dén oplevelse fortjerner en paragraf, der ikke slutter her. Jeg går op til skranken, hvor en venlig og imødekommende bibliotekar venter med et smil. Jeg fortæller naturligvis om mit ønske om at blive oprettet i deres database. Det er desværre ikke den formulering jeg vælger. Men ikke desto mindre forstår hun mine intentioner og godkender anmodningen. I den forbindelse skal hun blot bruge mit sygesikringsbevis og billedid. Super duper, no worries, I trust you. For at afslutte processen, måtte jeg også have en pinkode. 4 cifre, til at beskytte og privatisere min lånehistorik. Det er naturligvis koblet op på min CPR-nummer, som jo for alle andre end mig er super fantastisk hemmeligt (yeah right, men dén diskussion reserverer (høhø) jeg hermed til en anden artikel). Men jeg synes tilgengæld at måden at kommunikere min nye pinkode til systemet var ganske smart. Foran mig der på skranken lå en lille nummerblok hvor jeg kunne indtaste min kode. Smart. Bibliotekaren kune formodentlig (forhåbentlig) blot se 4 små prikker syne frem på skærmen.

Nu tager vi fat på et velkendt spil her på bloggen: Mytespillet. (Tillad mig, kære læser, at tage dig i hånden: der er her tale om en reference til et af mine favoritcitater fra min datalogiske fagbog om den diskrete matematik: DISCRETE MATHEMATICS AND ITS APPLICATIONS (SIXTH EDITION) af Kenneth H. Rosen;

Remark: Note that a random variable is a function. It is not a variable, and it is not random!

Hvorfor? Jo, fordi det velkendte Mytespillet er ikke velkendt (jeg har lige opfundet det) og det er ikke et spil.)

Mytespillet

Jeg vil præsentere jer for udbredte myter der florerer i enhver menneskehjerne på planeten Jorden (det er tydeligvis en overdrivelse, rolig nu), samt min tilkendegivelse af myteudsagnets sandhedsværdi. Der er tale om de 5 biblioteksmyter:

1. Biblioteket er bare en stak gammel, trykt nostalgi

Overhovedet ikke. Faktisk, fandt jeg på nettet en bog jeg virkelig godt kunne tænke mig at bladre i. Sprit ny bog. Første tanke var selvfølgelig: Den har de nok ikke på biblioteket. Men det kunne jo ikke skade at bruge 2 min på en søgning via bibliotek.dk. Og rigtigt nok, den havde Danmarks biblioteker ikke endnu. Men, men, men. Det var muligt at forudbestille den. Og spol frem et par uger: besked i indbakken; din bog er klar til afhentning. Bum, så står jeg pludselig en dag på Kolding bibliotek med en sprit ny bog i hånden — som aller første låner, og det har kun kostet mig tålmodighed. Og når jeg afleverer den igen, er der en anden der kan få glæde af den. Kvit og frit. Det er da fedt.

2. Bibliotekarerne er kedelige og humorforladte mennesker

Ja, jeg ved faktisk ikke hvor den forestilling eller forudindtagethed kommer fra. Samtlige interaktioner jeg har haft med Kolding Biblioteks personale har været ganske rare, nærværende, og friskt. Ellers, prøv bare scrolle ned gennem deres Facebook side Mit Bibliotek Kolding. Der er nogle guldkorn i mellem. Jeg har taget et lille udpluk.

3. Biblioteket er ikke moderne og en teknologisk dinosaurus

Se, det er vel nok min egen fordom, før jeg havde min ugentlige gang på bibliotekets lækre trægulve. Hvordan låner man en bog?

• Find den ønskede bog, og tag den under armen,
• Gå hen til en af de mange låne-standere på biblioteket (de er tydeligt skiltet),
• Log ind: der er 2 muligheder;
  • Swipe dit sygesikringskort igennem kortlæseren,
  • Indtast dit personnummer på nummerblokken
• Vælg Lån, det første menupunkt på skærmen,
• Placér bogen i det markerede område lige under skærmen,
• Hupti vupti, du har lånt bogen!
• Du kan vælge at få en kvittering på fysisk eller elektronisk form (e-mail) eller slet ikke.

Det synes jeg egentlig ikke kan gøres meget nemmere. Jeg synes især trin 5 er genialt. Man kan også bare stable en stak bøger i det område. Den finder selv ud af det. Det er sådan lidt blærret. Det er jo ikke Silicon Valley; det her foregår på biblioteket i Kolding! (Og alle andre større biblioteker jeg har været på.)

At aflevere en bog er tilgengæld helt til grin. Man skal bare lægge bogen på et transportbånd der forsvinder ind bag en fascinerende maskine gemt væk bag en glasmontre. Afleveret; vil du have en kvittering? Det er næsten nemmere end at slå en skid.

4. Biblioteket er ikke et sted at blive inspireret eller udfordret

Jeg bliver altid glad i låget (hold fast et udtryk; det er et eksempel på en formulering jeg har et meget ambivilent forhold til — det er lidt corny) når jeg træder ind på biblioteket og ser dagens/ugens/månedens (jeg kender ikke deres varighed) tema de har valgt at sætte fokus på. Måske skal vi i dag ud i naturen, klippe og klistre, læse om gys og gru, læse sjove vittigheder, eller lære at tegne. Det synes jeg er forfriskende, og inspirerende. Måske endda udfordrende.

5. Et bibliotek er sådan et sted man bliver "sssh"-et på

Her er et fantastisk eksempel på Kolding biblioteks imødekommenhed overfor dets brugere og lånere. Alle ved jo, at man i ét øjeblik har taget en bog ned fra en hylde, bladret lidt i den medens man trasker lidt rundt på må og få, for dernæst at ville lægge den tilbage til det næste menneske, for blot at opdage at man slet ikke kan huske hvor den hører til. Og det er ikke så fedt at skulle til at sætte sig ind i bibliotekets nummeringssystem for at finde den rette plads til bogen. Man ender nok ofte med bare at stoppe den ind et tilfældigt sted. Til frustration for alle, da en søgning på computeren jo ikke længere peger på bogens plads — og så er den jo praktisk talt forsvundet. Her er den perfekte løsning:

Konklusion

Biblioteket har så meget at byde på, er velsagtens mit primære budskab i denne artikel. Jeg er fascineret af og fantastisk stolt over at vi som borgere i det danske samfund er så priviligerede at have adgang til et så rigt udbud af kultur og aktualitet trykt på papir, brændt på diske, overspillet på VHS, tilgængeligt online, eller fortalt og vist i levende live. På biblioteket er der ro og plads til fordybelse. Men det kan også være en hæsblæsende affære.

Jeg er ikke troende i traditionel forstand, og er ikke medlem af noget trossamfund (host hashtag adskil kirke og stat host). Men det passer måske ikke helt alligevel; for jeg er låner på Biblioteket!