Lord of the Flies

2015-06-01

En ægte klassiker er Lord of the Flies, skrevet af William Golding, og udgivet i 1954. Helt kort, omhandler den en flok britiske skoledrenge, der er havnet på en øde, tropisk ø efter et flystyrt. Uden voksne og autoriteter må de derfor selv sørge for overlevelse, lov, og orden.

Mine forventninger og fordomme vedrørende bogen baseret på resuméet, der kan læses af bagsiden gav mig en forventning om, at bogen omhandlede hvordan drengene undergik en forvandling fra børn til mænd; hvordan selv børn formår at opbygge et meningsfuldt samfund, hvor alle (der har muligheden for) bidrager til det fælles bedste.

For ikke at afsløre alt for meget, så var det ikke just tilfældet. Bogen skildrer naturligvis drengenes strabadser og udfordringer, og de uoverensstemmelser der opstår undervejs. Men jeg havde nok forventet at der var tale om en mere let fortælling — ja jeg forestillede mig måske noget der mindede om en børnebog; hovedpersonerne er trods alt børn.

Kill the pig. Cut her throat. Spill her blood.

Til min overraskelse, og fornøjelse, fandt jeg et noget mere dystert plot og turn of events omtrent halvvejs gennem (og især mod slutningen). Jeg har for vane, at ønske det bedste for de karakterer man følger, og håber hele tiden gennem bogen at konflikterne løses, samt at problemerne tages hånd om ved omhyggelige handlinger fundet ved gennemtænkte tankeprocesser. Dét er nok ikke et punkt i 20-tips-to-write-a-good-and-exciting-story. Karaktererne skal naturligvis udfordres, og gerne spille op mod dennes personlighed for at underbygge en spændende personudvikling.

Ralph wept for the end of innocence, the darkness of man's heart, and the fall through the air of the true, wise friend called Piggy.

Fascinerende var det derfor, at Lord of the Flies i høj grad skildrer hvordan drengene hurtigt starter med at etablere faste regler for kommunikation, mål og roller, for senere at henkaste disse værdier og leve like savages.

What are we? Humans? Or animals? Or savages?

Perspektivering

Fortælleformen i bogen er ret aktiv og dialog-præget. Man følger for det meste hovedpersonens, Ralph, tanker og handlinger, med kortere indblik i andre karakterers færden. Det gør bogen relativ tilgængelig og imødekommende — hvilket jeg holder op mod den seneste bog jeg læste: Moby Dick, som i høj grad er i den anden boldgade. For lige at fortsætte ad denne tangent, stødte jeg for ganske nylig på følgende tweet, som ganske fint understreger min pointe:

Fluernes herre

Lord of the Flies, en særegen titel som også var én af grundene til, at den fandt vej til min læseliste. Titlen er refereret direkte i bogen, til et afskåret svinehoved opsat på en pind, men rummer måske også yderligere fortolkning; (åh ja, de bløde/litterære fag var jo aldrig blandt mine spidskompetencer, så tilgiv mig) Ralph, som i indledningen bliver udnævnt til øverstbefalende, kan måske siges at være herre over fluer: rådvilde børn. Hmm, måske ikke, men der må ligge mere bag. Jeg føler lidt at temaerne kæmper indbyrdes for anerkendelse, og der er sikkert meget at tage fat om.

Konklusion

Golding formår at fange min interesse fra første side, og selvom den undervejs behandler visse konkrete situationer og konflikter en smule trættende, (en ordoptælling vil nok afsløre at smoke er blandt topscorerne) kan jeg helt sikkert følge dens klassikerstatus. Det er også en relativ kort roman, og med det spændende persongalleri, spændende omgivelser, konflikter, problemer, og udfordringer, der sættes op, sætter den naturligvis også en del tanker i gang; man forestiller sig gerne forskellige udviklinger baseret på andre handlingsforløb, og alternative slutninger. Dét tror i virkeligheden også er tegn på en veldrejet historie; hvilket bringer mig til næste bog: en Harry Potter fanfiction: Harry Potter and the Methods of Rationality.

Sucks to your ass-mar!